HACKING

Inden betegnelsen hacking blev associeret med computere, var det en aktivitet, som studerende ved MIT (Massachuset Institute of Technology) allerede i 1950'erne anvendte som betegnelse for en usædvanlig løsning af et teknisk problem eller blot som en særlig raffineret narrestreg.

I 1961 fik MIT foræret en computer, som de færreste så potentialet i, men som hackerne udforskede med stor begejstring. Året efter kunne en af dem præsentere verdens første computerspil "Spacewar", der efterfølgende kom til at symbolisere hackernes kreative arbejdsform og forståelse for teknologiske systemer. For at noget kunne kvalificere sig som et hack, skulle bedriften være både innovativ, stilfuld og samtidig skulle alle informationer og opdagelser være frit tilgængelige, så andre kunne forbedre eventuelle fejl eller mangler. Hackerne var anti-autoritære per instinkt og promoverede decentralisering, fordi hierakiske og bureaukratiske systemer var for uorganiske og stod i vejen for fornyelse. De skilte ting ad, undersøgte dem og samlede dem på en ny måde, og det var denne arbejdsform og kollektive 'open source' etik, der i 70'erne bredte sig og startede den såkaldte computer revolution.

I kontrast til de første generationer af hardware-hackere, der i bogstaveligste forstand måtte bygge deres egne computere, udklækkede 80'erne en ny generation, der voksede op med hjemme-computere på værelserne, og som var fascineret af computernetværk og andre nye teknologier.

Hackernes dårlige ry opstod så småt i 70'erne, da de såkaldte phreaks (telefon hackere) udnyttede telefonselskabernes primitive teknologier til at manipulere med linierne. Men det var filmen 'WarGames', der i 1983 grundlagde myten om hackeren som en ansvarsløs whiz-kid, der bruger sine evner til at cracke sikkerhedssystemer og så let som ingenting kan starte 3. Verdenskrig over en telefonlinie.

Siden 80'erne har offentlighedens angst over for de nye digitale teknologier og sikkerhedssystemer givet de ligeså uvidende medier og myndigheder mulighed for at stimulere opfattelsen af hackerne som en kollektiv gruppe af vandaler og cyberkriminelle. Omvendt, har Hollywood spillet på samme angst og romantiseret hackerens anti-autoritære natur (eks. 'Wargames', 'Hackers', 'The Matrix'), og denne kontrast mellem frygt og fascination har skabt et nærmest skizofrent sort/hvidt billede af hackerne som enten helte eller skurke.

Sandheden er, at det er vanskeligt at gruppere hackerne, fordi de ikke nødvendigvis deler de samme værdier. De tidlige hackere var koncentreret omkring selve teknologierne, men den gradvise opblødning af økonomiske, politiske og teknologiske grænser har efterhånden gjort netværksamfundet til et fuldt integreret programmerbart system, og dermed givet hackerne helt nye motiver og metoder.

"Hacktivisme" er en relativ ny betegnelse, der dækker over socialt og politisk motiverede former for hacking, og som praktiseres vidt forskelligt af både computerhackere og aktivister, der udvælger deres mål med strategisk omhu. "Culture Jamming", der er et begreb fra midt-80'erne, kan betegnes som en form for kultur-hacking som ikke nødvendigvis er betinget af teknologisk ekspertise, men derimod evnen til at afkode og omkode immaterielle systemer såsom brands, copyrights og patenter. Selvom Hacktivister og Culture Jammere fremhæves som politisk bevidste, så er det generelt blevet vanskeligt at hacke, uden at det rokker ved politisk-økonomiske systemer. Eksempelvis blev hackeren af det populære musik software-program Napster trukket i retten af den samlede musikindustri, og operativsystemet Linux og Open Source bevægelsen beskyldes af Microsoft for at være et kommunistisk plot.

I kontrast til den ofte en-dimensionelle portrættering af hackerne viser Cinemateket en række dokumentarfilm, der belyser forskelle og ligheder mellem teknologiske, ideologiske og konceptuelle former for hacking. Programmet er bundet sammen af den idé, at hacking måske bedst kan opfattes som en form for dynamisk kritik af de kulturelle systemer, der infiltrerer vores hverdag, hvad enten de er teknologiske, økonomiske eller politiske.

I alt vises 11 film der på forskellig vis omhandler hacker-variationer såsom; klassisk hacking, cracking, phreaking, culture jamming, hacktivisme samt open source bevægelsen.

Særarrangement torsdag d. 8. April kl. 21:30

I anledningen af fremvisningen af @Tmmark og The Yes Men giver Sebastian Campion og Jacob Lillemose fra Artnode hver en lille introduktion til henholdsvis programmets overordnede tema samt @Tmmark og The Yes Men's arbejde.

Sebastian Campion

"Hacking" arrangeres i samarbejde mellem Sebastian Campion, Artnode og Tine Fischer / Programredaktør, Cinemateket

TITEL	INSTRUKTØR	DAG/TID
Bringing IT ALL to YOU!	®Tmark, 2001	08.04.2004 21:30 [E]
		14.04.2004 19:00 [E]
CultureJam: Hijacking Commercial Culture	Jill Sharpe, 2001	07.04.2004 21:30 [E]
		17.04.2004 16:30 [E]
Disinformation	Joshua Backer, 2001	13.04.2004 19:00 [E]
		29.04.2004 21:30 [E]
Freedom Downtime	Emmanuel Goldstein, 2001	09.04.2004 21:30 [E]
		15.04.2004 21:45 [E]
		28.04.2004 19:00 [E]
Nothing so Strange	Brian Flemming, 2002	10.04.2004 19:00 [E]
		14.04.2004 21:30 [E]
Revolution OS	J.T.S. Moore, 2002	06.04.2004 21:30 [E]
		24.04.2004 16:30 [E]
The Hacktivist	Ian Walker, 2001	07.04.2004 21:30 [E]
		17.04.2004 16:30 [E]
The Horribly Stupid Stunt	The Yes Men, 2001	08.04.2004 21:30 [E]
		14.04.2004 19:00 [E]
The Secret History of Hacking	Ralph Lee, 2001	17.04.2004 21:30 [E]
		22.04.2004 21:30 [E]
Unauthorized Access	Annaliza Savage, 1995	13.04.2004 19:00 [E]
		29.04.2004 21:30 [E]
Video hacking	Manuel Saiz, 1999	13.04.2004 19:00 [E]
		29.04.2004 21:30 [E]